Inde i midten af skoven, med hele tre dages vandring i en hvilken som helst retning for at komme ud, står Soltræet. Det smukkeste og mest magiske træ i hele skoven. Træet står på en høj i en lysning, og giver farve og varme til alle dyr og planter, der er i skoven.
Under træet boede en lille og meget lykkelige troldefamilie med Troldefar, med sin visdom og sit lange skæg, Troldemor med hendes omsorgsfulde natur og magiske tryllerier, Lilletrold, den yndigste troldebaby. Og så var der tvillingerne Velo og Gnist, Velo med hendes kloghed og snilde, og Gnist med hans åbenlyse kærlighed til alt levende. De to var altid sammen, faktisk så meget at man egentlig kun regnede dem for én trold, for hvis de blev skilt ad, så følte de sig halve.

Livet var roligt og harmonisk i troldenes hule under Soltræet, vejret var stort set altid godt og spisekammeret bugnede af mad og andre lækkerier.

Men en dag kom gråvejret … Mennesket var kommet til egnen og de skulle bruge træ til at bygge huse, meget træ, til mange huse, så de begyndte at fælde træerne i skoven. Med skarpe økser og grumme save, slog de skoven ihjel mens alle dyrene flygtede derfra. Troldene følte sig fortvivlede over, at det sted, de elskede så højt, var i fare.

Dag efter dag så de træerne falde for menneskets magt, og skoven mistede langsomt sin kraft. Det var en stor skov, og det tog mange måneder at fælde alle de træer, men menneskene kunne ikke få nok træer, så de fortsatte ufortrødent, og skoven blev mindre og mindre.

Troldefamilien kunne ikke længere få mad fra skoven, men måtte begynde at spise det, de havde samlet sammen i spisekammeret. De kunne godt se at tiden var knap, til at der hverken ville være mad, eller skov tilbage.
Troldene vidste, at de måtte gøre noget for at stoppe menneskene. Troldefar gik ned i den allerdybeste ende af hulen, for at lede efter svar i gamle skrifter om troldemagi, men der var så uendeligt mange bøger at læse igennem, og træerne forsvandt hurtigere end troldefar kunne nå at læse dem alle.

Velo og Gnist ville også hjælpe med at redde deres hjem, og de var kommet på en genial plan. Om natten, i ly af mørket, sneg de to troldeunger sig ud for at sabotere både værktøj og vogne, så træerne hverken kunne fældes eller fragtes.
Når menneskene om morgenen vågnede op til ødelagt udstyr, blev de vrede og forvirret, og var nødt til at spilde en masse tid på at hente nyt grej inde fra de omkringliggende byer.
Velo regnede ud at menneskene kun kunne nå at fælde ganske få træer den dag, så hvis bare hende og Gnist gjorde det sammen igen … hver nat … Så ville det måske gå så langsomt at Troldefar kunne nå at finde en løsning i mellemtiden.

Dagene gik, mens Velo og Gnist hver nat listede ud for at ødelægge menneskenes redskaber, og selvom det gik langsommere for menneskene, så gik det stadig fremad.
Nu var håbet næsten helt ude, og menneskene manglede kun et enkelt træ for at have fældet hele skoven … Soltræet … Pludselig kom Troldefar løbende op fra det dybeste mørke med en gammel trylleformular i sin hånd “JEG HAR DET ! JEG HAR DET !” råbte han og begyndte at læse op af formularen og forklarede hvad der skulle bruges. På trods af Troldefars visdom, vidste han dog ikke meget om magi og remedier, men det gjorde Troldemor heldigvis, så hun kunne nemt tyde opskriften i formularen. På ingen tid havde Troldemor biksen en ganske særlig pulver sammen, som ifølge formularen skulle kunne beskytte træet mod menneskenes økser og save. Inden det blev lyst og menneskene kom for at fælde Soltræet, skyndte troldene sig at drysse pulveret ud over det hele, både rødder, stamme og grene, og hvert eneste blad som træet bar. Det var lidt mystisk, for der var ingen forandring at mærke overhovedet, Velo og Gnist havde håbet på en stor beskyttende drage, eller i det mindste bare et lille “puff” og en magisk røgsky, men absolut ingenting skete.

Så hørte de menneskene i det fjerne, og de skyndte sig at løbe ned i skjul, i deres hule under skovens sidste træ. De satte sig i rundkreds på gulvet og holdt hinanden i hænderne, og var klar til at dø sammen med træet.

Da menneskene kom og svingede den første økse mod Soltræets stamme, flækkede øksen som var den blevet slået mod det hårdeste stål. Den næste økse gjorde det samme, og den næste, og den næste. Savene kunne heller ikke save igennem træet, og ikke engang dynamit kunne sprænge træet i stykker.

De prøvede alle metoder de kunne finde for at fælde træet, men til sidst valgte menneskene at give op og drage bort.

Troldene var lykkelige over at have reddet deres hjem, og ikke nok med det, for efter kort tid begyndte Soltræet at smide små frø af sig. Omkring Soltræet voksede en helt ny skov op, og alle skovens dyr vendte tilbage.
For hvert nye træ der kom op af jorden skyndte troldefamilien sig at lave noget nyt tryllepulver og strø over det, så alle skovens træer kunne være stærkere end det stærkeste stål.
Ingen mennesker kom nogensinde tilbage for at fælde træer i troldenes skov, Solskoven.