Trillebo var en lille nysgerrig trold som boede dybt inde i en gamle skov. Trillebo holdt meget af at gå i de ydre områder af skoven som han også kendte rigtig godt, for her var der mere lys på de solrige dage, og Trillebo elskede den varme, som solen lavede.
Ikke mindst var han især glad for at gå på de menneskeskabte stier, for mennesker havde det med at tabe alt muligt, når de kom gående eller ridende forbi. Han havde både fundet mønter og skeer, og tændstål og også engang en gammel læderstøvle, som i øvrigt så ganske pæn ud på kommoden med lidt jord, og en blomst i.

Joh, Trillebo elskede at udforske skovens hemmeligheder i den ende hvor menneskene færdedes, og han var god til det. Han vidste præcist hvad for nogle lyde han skulle lytte efter, og hvornår han skulle gemme sig.

Men en dag gik det galt. Trillebo var dybt optaget af at undersøge en bog som han havde fundet, da han hørte en lyd meget tæt på. Trillebo ville kaste sig i skjul, som han plejede, men inden han nåede at sætte af, satte foden sig i klemme mellem to sten. Og jo mere han gik i panik og prøvede at komme væk, jo mere kilede foden sig fast.

“Er her nogen?” hørte Trillebo en stemme sige. Han trak sin lille kniv og var klar til at kæmpe, i hvert fald mindst til døden, og så ville han nok give op derefter. Trillebo havde nemlig hørt mange grusomme ting om de mennesker. Han stod helt stille og holdt kniven ud i luften foran sig, og lyttede rundt for at finde ud af om dét kom nærmere.

“Den der går altså i stykker, hvis du prøver at skære stenen over så du kan få foden fri” sagde stemmen, og foran ham stod pludselig en meget ung pige, et menneske.
“Ja, den dur faktisk slet ikke til det der, lad mig hjælpe dig i stedet for” fortsatte hun, “Jeg hedder i øvrigt Sara” sagde pigen, mens hun med et roligt smil gik hen imod Trillebo og bukkede sig ned for at prøve at rykke på stenene så han kunne få foden fri.

Til at begynde med var Trillebo meget bange og meget forvirret, og holdt godt fast i sin kniv. Bare for en sikkerheds skyld. Men Sara lod ikke til at tage sig af kniven, og hun virkede heller ikke synderlig bekymret over, at Trillebo jo altså var en vaskeægte trold.

Sara var ikke stærk nok til at rykke på stenene, så hun ville i stedet prøve at rykke på trolden, og det gik lidt bedre. Med et godt tag om Trillebos liv, trak hun alt hvad hun kunne. Trillebos fod smuttede ud af sin klemme, og de faldt begge to på numsen i skovbunden.
Sara kom sådan til at grine, og Trillebo var dybt overrasket over, hvor venlig og hjælpsom hun var. Han havde faktisk aldrig troet, at mennesker alligevel kunne være så rare, og da han vendte sig om og så hendes ansigt som næsten var revnet af grin, så begyndte Trillebo også at grine. For en stund virkede det som det sjoveste øjeblik i deres liv, de grinte og grinte, som aldrig før.

Da de havde grinet færdig og sundet sig lidt, kiggede han taknemmeligt på hende og sagde “Tak, Sara, jeg var virkelig bange et øjeblik, men du reddede mig.”
Sara hun smilede og rodede hånden rundt i Trillebos hår, som om han var hendes lillebror eller sådan noget. “Det var da så lidt, du så jo ud som om du kunne bruge hjælpen, og i øvrigt så havde du jo fundet min dagbog, så det var da det mindste jeg kunne gøre til gengæld ” svarede Sara.

Fra den dag af blev Trillebo og Sara de allerbedste venner i verden. De tilbragte timevis sammen med at udforske skoven og havde masser af eventyr i hinandens selskab. Trillebo lærte, at ikke alle mennesker er onde og grimme,  nogle af dem er faktisk gode nok. Og Sara lærte at trolde godt kan have sure tæer, selvom de aldrig har sko på.
Og nogle gange, hvis man står helt stille og lytter efter, og hvis man altså er i den rigtige skov, så kan man faktisk godt høre dem rende rundt og grine sammen.