En ganske særlig trolderace, noget helt for sig selv, er hustrolden. Den bor på loftet, i kælderen og i hule vægge, i gamle huse og gamle gårde, i gamle lader og gamle stalde. Her passer den for det meste godt på de mennesker og dyr, den deler bolig med, hvis ellers de passer godt på den.
På trods af sit gode væsen som den har, så fortæller historien at den er skabt ud af ulykkelig kærlighed.

For på et tidspunkt for meget længe siden, dybt inde i en gammel fortryllet skov med et magisk støvet gyldent lys, der kastede de smukkeste mønstre i skovbunden. Der boede en lille skovtrold ved navn Pumbel. Pumbel var ikke helt som de andre skovtrolde, han var mere mild og venlig, han var også en smule naiv og enormt eventyrlysten, hvilket kunne være en farlig blanding for en lille skovtrold. Men det, der adskilte Pumbel allermest fra de andre skovtrolde, var hans dybe forelskelse i en smuk alfe-prinsesse der hed Elira, Ja faktisk hed hun Elira Ei Noctis Velara Des Valerii, ihvertfald hvis man oversatte det til menneskesprog, men det var et enormt besværligt navn, især for en lille  trold, så Pumbel kendte hende mest bare som Elira. Elira kom fra en fin og ældgammel alfefamilie, der havde været i skoven i tusinder af år.

Denne alfe-prinsesse, Elira, var en af de mest betagende skabninger i hele skoven. Hendes lysegrønne øjne skinnede som skovens unge blade i sollyset, og hendes lange, glitrende hår dansede som blide bølger  omkring hende hver gang hun vendte sig om.

Pumbel var så håbløst forelsket i Elira, og selvom han åbenlyst nærmest brændte af ægte kærlighed for hende, vendte hun altid den kolde skulder til hans bejlende blik.
Pumbel var vel egentlig ret flot af en skovtrold at være, men det var ikke pænt nok for Elira, hun afviste ham hver eneste gang, og ofte med en spydig kommentar som altid endte i at fine alfer ikke kunne være sammen med grove trolde.

Pumbel kunne ikke udholde smerten ved at blive afvist hele tiden af sit hjertes udkårne, så han opsøgte en gammel heks i den anden ende af skoven.
Heksen, hvis rygte spredte sig, selv ud i de mørkeste hjørner af landet, var kendt for sine magiske evner. Pumbel tryglede heksen om at forvandle ham til en smuk alf, så han kunne vinde Eliras hjerte.

Heksen, der altid var klar på at prøve noget nyt og spændende, accepterede at opfylde Pumbels ønske, men advarede ham også om, at magi altid har sin pris. Helt uimponeret af advarslen, skyndte Pumbel på for at få magien sat i værk. Heksen gav ham en trylledrik og fortalte at han skulle gå hjem og drikke den inden han gik i seng, og næste morgen når han vågnede, ville han være en alf. Det ville han så være i tre dage, hvorefter trylledrikken ville være ude af kroppen igen og magien ville forsvinde.

Pumbel gjorde som han fik besked på, og rigtigt nok, morgenen efter da han stod op igen, var han forvandlet til en flot alf. Elira som ikke ville tage imod en skovtrold, var dog alligevel fristet nok til at tage imod en flot alf, så i tre dage levede Pumbel sit drømmeliv med den smukke Elira ved sin side. De vandrede gennem skoven, hånd i hånd, talte sammen, grinte sammen og var som om intet kunne skille dem ad, om aftenen delte Elira endda sin seng med Pumbel. Men morgenen efter den tredje dag, da magien forsvandt og Pumbel vendte tilbage til sit sædvanlige udseende, blev Elira fyldt med vrede og afsky.

Hun opdagede naturligvis at Pumbel havde narret hende med magi og bedrag, og hendes hjerte blev fyldt med endnu mere foragt end nogensinde før. Prinsesse Elira var så vred, at hun fik Pumbel henrettet nærmest inden han nåede at rejse sig fra sengen, men til sin store forfærdelse opdagede hun også efter noget tid, at hun bar på en ganske særlig gave fra deres korte stund sammen – hun var blevet gravid.

Ungen kom til verden og var i øvrigt en pige, Hun blev opfostret af både trolde og alfer i skovens huler, men prinsesse Elira ville ikke kendes ved hende, hun var bare en grim troldeunge, mente Elira, så hun nægtede endda også at give pigebarnet et navn. Da pigen var gammel nok, sendte Elira hende væk fra skoven, i en ubarmhjertig handling af skam og vrede. Hun ville have pigen væk fra hendes skov, væk fra hendes syn.

Det lille væsen, skabt af en alf og en trold, blev sendt ud i verden uden et navn og uden et sted at kalde hjem.

Som tiden gik, fandt det lille troldebarn sin egen vej, det havde søgt ind i byen og boede i kælderen hos en menneskefamilie. De vidste ikke at det var ungen af en alf og en trold der boede i deres kælder, men de vidste godt, at der boede et eller andet. Det var som om, at der var et hjælpsomt og venligt væsen, der vogtede over dem og hjalp med at passe huset.

Uden at vide hvad det var, valgte familien at kalde den for deres Hus-trold og de gav den navnet Tova, som var en sammensætning af forbogstaverne i deres egne navne. De så aldrig Tova, men de mærkede altid hendes tilstedeværelse, og de belønnede hendes hjælpsomhed med mad og små gaver.

Hvor Tova var meget lille, og lignede en blanding af sin alfemor og sin troldefar, så havde hun arvet sin fars smånaive venlighed, men hvis man forbrød sig mod stedet hvor hun boede, så indeholdte hun også store mængder af sin mors vrede.

Tova siges at være den første hustrold, og at hendes møde med andre unger af alfer og trolde blev grundstammen for hustrolde racen.

Et løst rygte fortæller at disse hustrolde måske endda er forfædre til nisser, men det er der vist ikke rigtig nogen der ved med sikkerhed.