Torn, var navnet på en ganske særlig trold der boede lige i udkanten af en lille skov. Sådan lige der med fin udsigt, hen over marken, og ned til en lille landsby. Der boede Torn ret godt, og selv om han egentlig boede meget tæt på mennesker, så var han også fantastisk dygtig til at gemme sig, når de kom forbi. Torn var bedste venner med alle landsbyens hunde, så de holdt vagt for ham, når han sneg sig ned for at stjæle et enkelt æg fra hønsehusene, eller et æble fra et af frugttræerne. 

En aften ved skumringstid sneg han sig ned til landsbyen, som han havde gjort så mange gange før. Bedst som han gik der med favnen fuld af godter, som måske var en anelse mere end et æg eller et æble, der hørte Torn en svagt klynken over fra gadekæret.

Se, Torn var glad for mad, men hvis der var noget som han ikke kunne klare, så var det når nogen var kede af det. Så Torn listede derover og under bænken fandt han en lille storkeunge, den var bange og ked af det, og havde nogle sår, der så ud som om et dyr havde bidt i den.

Torn var første meget forsigtig for tænk nu hvis dyret stadigvæk var i nærheden. Men en hund der stod lige bag hækken ind til huset ved siden af gadekæret, fortalte at den godt så et fremmede dyr kom slæbende med noget i munden. Hunden kunne ikke se hvad det var for et dyr, men da hunden gøede, så slap dyret det den havde i munden og løb sin vej.

Den stakkels storkeunge var blevet såret, og var alligevel slet ikke gammel nok til hverken at flyve, eller tale med trolde.

Torn, med sin meget omsorgsfulde natur, valgte at lægge alle godterne fra sig, og istedet tage storkeungen med hjem til sin hule for at rense sårene og pleje ungen så godt han kunne. 

Torn passede godt på storkeungen, og sørgede også for at den både fik mad og drikke. Dagene gik og ind imellem var Torn nede i landsbyen, efter godter naturligvis, men også for at lede efter ungens forældre, som var ingen steder at finde. 

Vinteren kom tættere og tættere på, og storkeungen var ikke helt klar endnu,  så Torn besluttede at den hellere måtte bo hos ham indtil næste forår,  bare for at være på den sikre side.

Efter vinteren, da den værste kulde var overstået og varmen igen begyndte at sætte sine spor i skoven, var storken i så meget bedring, at den burde være klar til at få sig et helt almindeligt storke-liv og flyve til fremmede lande med alt hvad det kunne indebære. Men det havde storken faktisk slet ikke lyst til, den var blevet alt for glad for Torn, og Torn var blevet alt for glad for storken.

Måske ville Torn være den eneste trold i hele den store verden, som havde adopteret en stork, men det var på Torn og storken da heldigvis ligeglade med.  

Så Torn byggede en fin rede til storken, højt oppe i træet lige oppe over hulen, ja faktisk var det mest bare en udkigspost, for når det var nat, ville storken alligevel hellere være i hulen sammen med Torn. Over sommeren lærte Torn storken alt hvad den skulle vide for at kunne overleve i skoven, og han lærte den også at flyve. Det gav jo altså godt nok nogle blå mærker til Torn i starten, for trolde flyver ikke særlig godt, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle lære den det, så han brugte mange dage på at hoppe ud fra grene i forskellige højder. Men det gik til sidst, heldigvis som det skulle, og storken viste sig at være langt bedre en Torn til at flyve. Faktisk blev det så godt, at Torn til sidst kunne sidde mellem storkens vinger, og så kunne de flyve på ture sammen. Måske endda ned til landsbyen i ny og næ, for at tage et æg eller et æble … altså bare en gang imellem.

De to blev uadskillelige, og storken voksede godt op under troldens kærlige pleje.
Selvom det ikke var en traditionel familie, var det en lykkelig en. Torn og storken delte mange eventyr sammen og skabte uforglemmelige minder i skoven. Ikke mindst for dem som har været heldige at se en stork komme flyvende med en besynderlig lille skabning på ryggen.