Snip og dragen
Det skete på et tidspunkt, at en ilddrage hærgede nogle egne tæt på de bjerge, hvor den boede. Det var naturligvis nogle menneske-landsbyer, som dragen gik efter, for de var nemme at stjæle kvæg fra, som dragen kunne spise.
Mennesker og drager har i det hele taget altid været meget stædige racer begge to, og de har aldrig været særlig gode til at arbejde sammen, så de lå ofte i krig med hinanden. Og denne her ilddrage måtte til sidst lade livet til nogle af de mange dragejægere, der var taget ud for at dræbe den.
Ganske få dage efter den voldsomme begivenhed, gik bjergtrolden Snip en tur, for at få en mundfuld frisk luft. Snip var en yngre bjergtrold, og de yngre trolde holdt ofte mere af at være oppe i den frie luft, end de noget ældre bjergtrolde gjorde, som hellere ville være inde i de troldebyer som de havde bygget dybt inde i bjergene.
Snip var nysgerrig og eventyrlysten, og altid på udkig efter spændende ting at udforske. De fleste bjergetrolde holder sig oftest til deres faste ruter og rutiner, men Snip ville altid gerne opleve et eller andet nyt, så han prøvede altid at finde andre veje og stier. Og lige præcis på den her dag, stødte han pludselig på noget helt usædvanligt – en ensom lille drage unge.
Snip, med sit mod og sin nysgerrighed, indså straks, at dette ikke var noget helt almindeligt fund. Han vidste, at drager var sjældne og magtfulde, og han følte, at det var hans pligt at bringe drageungen til Ældsterådet inde i bjerget. Hvis nogen vidste hvad man skulle gøre med sådan en bette krabat, så ville det kun være bjergets allerældste og allerklogeste trolde.
Snip tænkte at ungen måtte have klækket ud af ægget efter den blev forladt, for den lod ham komme helt tæt på og løfte den op, det er ellers ikke helt normalt.
Ældsterådet blev både overrasket og bekymret, da Snip præsenterede ungen for dem. De vidste, at opgaven med at opfostre en drageunge ville være farlig og kræve meget arbejde, men de besluttede sig alligevel for at tage udfordringen op og opdrage drageungen til at være en del af deres samfund inde i bjerget.
Årene gik, og drageungen voksede sig stor og stærk, og Ældsterådet havde sat de dygtigste trolde til at passe og træne dragen. Men desværre viste det sig, at den var mere magtfuld og uforudsigelig end nogen af dem nogensinde havde forestillet sig. Den unge drage blev vred og ustyrlig, og dens tilstedeværelse begyndte at true hele bjergets fred og sikkerhed.
Ældsterådet var forvirret, de kunne ikke forstå, hvordan noget, de havde plejet og opfostret, kunne være blevet så farligt. Efter at have forsøgt flere måder at kontrollere dragen på, begyndte de at overveje den vanskelige beslutning om at aflive dragen, for at beskytte alle troldene.
Inden de kunne nå at træffe den beslutning, skete der noget uventet. En dag ved vagtskiftet stak den af. Den fløj inde i det kæmpemæssige bjerg, op mod porten, som den skød i stykker med en stor ildkugle, og så forsvandt den ud i det fri.
De sendte alle deres troldekrigere efter dragen. De var med sikkerhed nødt til at dræbe den nu, inden den blev set af nogle mennesker, for de ville bare komme og lede efter den oppe i bjergene og måske opdage troldesamfundet, og det var det sidste, som troldene ville ønske sig.
Snip var ude og gå den dag. Det var han jo som oftest, ja han tilbragte stort set ikke nogen tid inde i bjerget. Han havde godt talt med andre trolde ind i mellem og hørt de uhyggelige historier om den ustyrlige drage, og var bange for om han måske havde lavet en dum fejl den gang han bragte drageungen til Ældsterådet.
Pludselig var der en stor skygge over ham, som kredsede rundt et øjeblik, og landede lige foran ham. Snip var meget bange, men til hans store overraskelse virkede dragen ikke længere vred eller ustyrlig. Den kiggede på Snip med et udtryk af både bedrøvelse og glæde, på helt samme tid, som om den havde savnet ham.
Da alle troldekrigerne kom frem, skulle de lige til at angribe dragen, men så fik de øje på Snip, som sad helt roligt og talte til den. De indså, at dragen måske slet ikke var ondskabsfuld, men blot forvirret og bange, og måske bare havde manglet Snip. De vendte tilbage til Ældsterådet og fortalte hvad de havde set, og bad om at der skulle lægges en anden plan end at dræbe dragen, som i øvrigt sikkert også ville koste en masse troldeliv, inden de fik lagt det store dyr ned.
Efter nøje overvejelse og imponert over Snips håndtering af dragen, valgte Ældsterådet at give dragen en chance til. Men at have den inde i bjerget, det turde de dog lige godt ikke længere, så de fik bygget en rede til dragen tæt på indgangen, hvor de i øvrigt samtidig byggede en slags hytte til Snip, som alligevel ikke gad at være inde i bjerget.
Med Snips hjælp lærte dragen værdien af venskab, tillid, og ikke mindst samarbejde, og langsomt begyndte den at falde til ro og forstå sit ansvar over for Troldesamfundet.
Snip og dragen blev uadskillelige venner og blev gjort til vogtere af bjerget. Deres historier og oplevelser sammen, blev til legender, og de blev til et evigt minde om, at selvom noget ser umuligt ud, så kan det godt lykkedes alligevel, hvis man bare griber det rigtigt an.