Skovtrolde som vi kender dem i dag, er oprindeligt trætrolde. Nogle mindre væsner som engang boede i træerne, men efter at mennesket kom til og blev dominerende, så søgte de skjul i huler under træerne i stedet for, og derfor begyndte man at kalde dem skovtrolde. Men oprindeligt var de altså trætrolde, og det var de fordi at skovtrolde faktisk var noget andet.

Skovtrolde var nogle gigantiske store trolde som dominerede skovene helt tilbage fra en svunden tid hvor magi og naturvæsner levede frit fremme, uden at skulle rende rundt og gemme sig, hver eneste gang et menneske kom fordi. Skovtroldene var så store, at der voksede hele skove oven på dem. Normalt sov de i hundrede år af gangen, og vågnede kun for at gå rundt ændre på landskabet, inden de lagde sig igen. De store Skovtrolde var meget brutale, ikke fordi de var onde, men fordi de var så store og stærke, at de ikke kendte deres egen styrke, og så var de nu heller ikke alt for kløgtige. Når de sådan gik rundt og gjorde hvad de skulle, tænkte de ikke altid over om der blev ødelagt en landsby eller to undervejs, og når to skovtrolde mødte hinanden så gik det altid grueligt galt, for uanset om de ville slås eller danse sammen, så skælvede jorden under dem, så alle bygninger i flere kilometers afstand braste sammen.
Det var faktisk så farligt at have dem rendende der hvert hundrede år, at man besluttede sig for at lægge dem til at sove for altid.

Alle væsner, alle troldeslægter, elverslægter, nisseslægter, alt, og endda også nogle af de yngre menneskeslægter, mødtes for at finde ud af hvad de skulle gøre, og efter mange dage med lange møder, kom de frem til at ville brygge en ganske særlig magisk urtedrik. Én dråbe i munden og man faldt i søvn, og sov lige indtil man fik en dråbe af urtedrikken i munden igen.

Og sådan gik det til, at alle de oprindelige skovtrolde blev lagt til at sove til evig tid.

Åbenbart skulle det vise sig at evig tid, svarer til nogenlunde til omkring de  tusinde år. For så lang tid var der gået siden skovtroldene blev lullet i søvn, og indtil Malmir tilfældigvis kom forbi.

Malmir var en skovtrold, altså i den nyere forstand, en af dem der før hed trætrolde. Det vidste Malmir dog ikke noget om alligevel, for han var ikke tusind år gammel, han var faktisk en meget ung trold på 78, så han vidste jo ikke bedre.

Malmir der var træt af at gemme sig i hulerne hver gang der kom mennesker i nærheden, kunne godt lide at bruge sin tid i den mørkere og dybere ende af skoven, for der kom aldrig nogen mennesker, så der kunne han være mere helt for sig selv.
På sin vandring mellem de gamle sjælefyldte træer kom Malmir til en mystisk hule som han ikke havde stødt på før.

Malmir, der både var ung, nysgerrig og eventyrlysten, snublede nærmest ind i hulen af bar iver. Han var fascinerede over at han havde fundet noget nyt, og det her måtte altså være noget ganske specielt. Hulen havde gamle magiske tegn malet på væggene, og den blev oplyst af en fakkel, der så ud som om at den altid havde været tændt. I hjørnet fandt Malmir nogle gamle skriftruller i en taske, sammen med lidt andre ligegyldige ting og sager.

Han besluttede sig for at tage skriftrullerne med og vise dem til trolderådet, og på vejen mens han gik gennem skoven, kunne han da også lige undersøge hvad der ellers var i tasken.
Der var også en besynderlig flaske med noget mærkeligt stads inde i, og da Malmir åbnede den og snuste til den, der sved det så meget i næsen, at han skreg og kastede flasken langt væk.

Flasken landede så ganske uheldigt, at indholdet dryppede ud og trak langt ned i skovbunden, hvor der pudsigt nok lå en af oldtidens skovtrolde og sov sin evige skønhedssøvn.

Malmir, der gik i sine egne tanker, lagde ikke mærke til det, da skoven begyndte at rejse sig bag ham. Han var faktisk nået helt frem til der, hvor trolderådet holdt til uden at have opdaget noget som helst om hvad der skete bag ham. Men det havde de andre trolde til gengæld, synet af det store væsen bag Malmir, der tårnede op i luften og tog alt lyset fra solen, skabte så megen panik, at hele egnen var på den anden ende.
Der vendte Malmir sig om og kiggede op, op, op … og uden at være helt sikker, så tror jeg faktisk at han tissede lidt i bukserne.

Den store skovtrold var ikke glad, den var sur og fyldt af blandet følelser, både fordi den følte at den var blevet snydt efter tusind års søvn som egentlig kun skulle have været hundrede som det plejede, men også fordi at hvem som helst der lige pludseligt bliver vækket midt i en lur, ja de har en tendens til at blive lidt smågnavne. Så den gik med tunge raserende skridt, og svingede armene rundt i luften og ødelagde alt på sin vej.

Malmir fik afleveret tasken og skriftrullerne til trolderådet, og en af de ældste og mest lærde trolde genkendte hurtigt skovtrolden og skriftrullerne fra sin læredom. Trolden tog fat i Malmir og spurgte ham hvor eliksiren var, den magiske urtedrik som skulle være i tasken. Malmir kendte ikke noget til nogen eliksir, men mindedes dog godt en flaske med noget ildelugtende stads i, som han naturligvis kastede væk.

Trolderådet blev meget vrede på Malmir, men det var der ikke tid til lige nu, de havde større problemer at tage sig af. De måtte hurtigt få lavet en ny bryg af den magiske urtedrik, men til deres store frygt var opskriften på skriftrullerne skrevet på et elversprog, som ingen af dem kendte.

Troldene måtte ud og lede efter en elver der kunne oversætte skriftrullen så de kunne forstå det. Men nu er det sådan med trolde og elvere for tiden, at de altså ikke er bedste venner. Så da de endelig langt om længe fandt en elver, var den ikke særlig samarbejdsvillig. Men det var dog alligevel kun et spørgsmål om tid, før de havde overbevist elveren om at skovtrolden var på vej i retning mod dennes hjem også, og ville være på egnen i løbet af ganske kort tid. Så elveren oversatte alligevel skriftrullerne, til alles bedste.

Med trolderådets klogskab og magiske evner, og elverens oversættelse af skriftrullerne, formåede de hurtigt at lave en ny bryg.
De vendte sig mod Malmir og sagde, at hvis han kravlede op på skovtrolden og gav den dén dråbe i munden, som skulle få den til at falde i søvn, så ville han blive tilgivet sin tankeløshed.

Malmir accepterede sin mission, og begyndte at kravle da han var nået hen til skovtroldens ene fod. Der var så langt op at det tog hele to dage at komme til toppen, og om natten måtte han hvile og samle sine kræfter i skovtroldens navle, inden han kravlede videre næste morgen.
Malmir nåede langt om længe til munden og fik givet skovtrolden dråben af den magiske urtedrik, men da skovtrolden faldt i søvn med det samme, og begyndte at falde, måtte Malmir gribe fast med begge hænder for ikke at lande under skovtrolden i faldet. Her kom Malmir til selv at få en dråbe af urtedrikken i munden og han faldt straks i en meget dyb søvn.

Troldene bar Malmir hjem og lagde ham i hans seng, og stilte flasken med drikken på bordet ved siden af. De var alle sammen enige om at selvom han nu var tilgivet, så ville det ingen skade gøre, at lade ham sove et år, eller ti, eller tyve, for så længe han sov, kunne han da i det mindste ikke lave flere ulykker.

I dag er der faktisk ikke nogen som rigtigt ved, om Malmir stadig sover.