Langt inde i de dybe mørke skove, boede en lille venlig trold ved navn Isfod. Isfod elskede sit rolige liv i skoven blandt træerne, hvor han passede på alle skovens dyr og nød lyden af susende blade og fuglesang.

En dag, mens Isfod var ude og vandre i sin skov, hørte han nogle høje skræmmende brag i det fjerne … bang ! … bang ! … Han blev bange, men også nysgerrig, så han valgte at følge efter lydene. Da han kom tættere på, ved udkanten af skoven, opdagede han at det var mennesker som var på jagt efter nogle ræve. En hel familie af ræve var på flugt fra de dumme mennesker, som ville fange dem.  Isfod havde ikke før haft kontakt med mennesker, og han følte sig bestemt ikke glad for at de jagtede ræve i hans skov. Isfod var en ganske lille trold, og var derfor ikke meget for at skulle stoppe de menneskener som var meget større, og så var de jo også mange, og på hesteryg, og de havde hunde med. Men til gengæld så kendte han det meste af skoven og var rigtig god til at løbe hurtigt, altså rigtig hurtigt. Så Isfod løb op til rævene og råbte, at de skulle følge efter ham, for han kendte en vej der var besværlig for de andre at komme igennem.. 

Rævene, som var bange og forvirret, skyndte sig at følge efter Isfod. De løb alt hvad de kunne, væk fra lyden af skuddene og hundenes gøen. Igennem gamle træstammer og over små vandløb styrtede de afsted, for Isfod kendte alle de små smutveje i området. De løb så langt og så hurtigt, at da lydene af hunde og heste endelig var svundet hen, så var der ikke flere velkendte træer i skoven omkring dem. Da de endelig standsede for at hvile benene og se sig omkring, indså Isfod, at han var meget langt væk hjemmefra, og at de var i en del af skoven, som han slet ikke kendte..

Isfod følte sig fortabt og en smule bange. Han førte rævene i gennem den ukendte skov, men jo mere han vandrede, jo mere følte han, at skoven var fremmede for ham.

Da Isfod og rævene havde gået i mange timer, var de nødt til at sove lidt, og de lagde sig derfor til rette i en gammel stendysse og faldt i søvn. Da de vågnede igen sad der en gammel krage og kiggede forundret på dem. Kragen kunne se, at Isfod var fortabt, og spurgte ham om, hvad der var sket.

Isfod fortalte om menneskene, jagten og den lange flugt gennem skoven, og at de nu var et sted som de slet ikke kendte. Kragen spurgte hvor de kom fra, og da Isfod ikke var så god til stednavne. så forklarede han i stedet hvordan der så ud der hvor han boede. Kragen, med sine vinger, havde heldigvis et ret godt overblik, og besluttede sig for at hjælpe Isfod og rævene. “Vent her” sagde kragen og fløj op over trækronerne. Efter ganske kort tid kom den tilbage og vidste præcist hvor Isfod boede, så den besluttede at følge dem alle sammen hjem til Isfod.

Da Isfod endelig nåede hjem igen, var han taknemmelig for kragens hjælp, og tilbød den at blive og spise med. Det var en festlig og tryg aften for dem alle, kragen blev helt til næste morgen inden den fløj hjem til sig selv.  Men rævene, ja rævene, de valgte at blive boende hos Isfod og hjælpe ham med at hjælpe andre dyr i skoven.