Der var en trold som hed Gnirk, han var så gammel  og sur, at hans evige brok kunne få blomster til at visne og fugle til at falde ned fra himlen. Gnirk boede i hjertet af den største skov i hele landet, og han havde faktisk boet det så længe, og var så gammel, at han selv havde set skovens allerførste træ vokse op. Gnirk var ikke glad for særlig meget, og især ikke troldeunger. Han syntes, de larmede og var for nysgerrige, og alt for glade.

Hver dag, når solen kun lige begyndte at få træernes skygger til at bevæge sig, kunne man høre Gnirk gå og skælde troldeunger ud, “Væk med jer, I fnisende skarnsunger!” og “Gid ellefolket må bjergtage jer, ustyrlige hvalpe!”  brølede han og svingede med sin stok. Vred det var han … Og nogle gange mistænkte man, at han også bare skældte ud i luften, selv når der ikke var troldeunger i nærheden.  

En dag, da Gnirk var ude på sin daglige vandring gennem skoven, hvor han gik ad sin sædvanlige rute, ned forbi mosen, hen over kløften, ind i skoven på den anden side, og så tilbage langs den gamle sti. Der, lige efter kløften på vej ind i skoven, hørte han en smuk stemme synge. 

Han blev meget nysgerrig og valgte at finde ud af hvem der havde den stemme, for hvis det var en troldeunge, så skulle den have prygl.
Til hans store forbavselse så han at det var den smukkeste kvinde nogensinde, hun sang og dansede helt fortryllende. Hun var ikke trold, og hun var heller ikke noget menneske, for de kom ikke på disse kanter. Gnirk havde aldrig set så vidunderligt og lysende et væsen før, og han faldt helt i staver af at kigge på hende. Alt for sent vendte hun sig med ryggen til ham og afslørede at hun var ellepige. Tiden var gået så stærkt, at Gnirk slet ikke havde opdaget at kløften og skoven var ved at opsluge ham, og han havde stået der så længe, at han var vokset fast til jorden under ham.
Nu var Gnirk mere vred end nogensinde før, og ikke mindst frustreret og pinlig til mode. Han råbte og råbte, og klynkede i dagevis, men ingen hørte ham.

Altså, indtil der lige pludselig dukkede en flok troldeunger op, naturligvis. Hele syv af de små bæster, som han altid havde afskyet, rendte rundt og legede i skoven, da de hørte den gamle trold jamre. Troldeungerne genkendte godt Gnirk, men i stedet for at lade ham være fanget der for evigt, arbejdede de sammen om at grave de rødder op, som hans fødder havde sat. Troldeungerne byggede en slæbebør af grene og store blade, som de kunne fragte Gnirk hjem på.

Til Gnirks overraskelse og måske også ærgrelse var det netop de troldeunger, han havde så travlt med at skælde ud, der nu fik reddet ham ud af hans knibe, og Gnirk blev slæbt hele vejen tilbage … næsten uden at skælde ud.

Hjemme på egnen fik de hjælp af den viseste trold i området, og med lidt magi fik de Gnirks ben til at virke ordentlig igen. Ungerne fik fulgt ham helt hjem, og lavede endda mad og trolde-te til ham, for de var helt sikre på at han måtte være sulten af at have stået der i så lang tid.

Måske opdagede Gnirk at troldeunger ikke så slemme endda, og måske begyndte han skælde lidt mindre ud i fremtiden derefter … Men lad os nu ikke tro på hvad som helst …